Sammen med over 60 andre kvinder der er ramt af en gal strikkepind, har jeg tilbragt den dejligste week-end på Silkeborg vandrehjem, hvor årets webstrik-strikkefestival skulle foregå. Vandrehjemmet lå i de dejligste omgivelser man kan tænke sig. Skøn natur lige uden for dørene og i dejlig gå-afstand til garn-butikkerne. Maden var rigtig lækker (ikke som da jeg for en del år tilbage cyklede rundt i Danmark og overnattede på forskellige vandrehjem - oplevede at få hakkebøf m. løg 3 DAGE I TRÆK............). Der var absolut INTET man kunne sætte fingre på. Overvejer kraftigt at komme tilbage til det sted. Jeg kan ikke prale af, at have strikket særlig meget. Fik en sok færdig (som var næsten ½-færdig hjemmefra). Strikket 1 sølle dominofirkant og et par rækker eller 10 på mit skyggesjal. Men så fik jeg til gengæld lært at strikke ENTRELAC, kigget i massevis af bøger og SNAKKET og hygget og en masse grin blev det til, og det er vel mindst lige så vigtigt som at strikke, ikk'?
Lidt ny-indkøb blev det også til: 2 bundter kauni-garn (alle andre havde, så var jeg jo også nødt til at ha' lidt med hjem). Noget lambswool/silke røg i kurven hos FILITA-garn. Lige sådan gjorde noget skotsk-uld, som jeg absolut var nødt til at hente søndag formiddag, fordi jeg lige kunne bruge det til en nyerhvervet opskrift, men efter jeg er kommet hjem er jeg kommet til at bestille det originale garn (altså også kun fordi, min strikkeprøve i det skotske uld ikke faldt helt heldigt ud............., men det skotske uld kan lige præcis bruges til et tørklæde, som jeg også har været heldig at få fingre i.............................ja, jeg kan godt selv høre, at undskyldningerne står i kø *G*. Forskellige "uundværlige" strikkedimser har også fundet ned i min (også nyindkøbte) store taske. Og så var jeg sandelig så heldig at komme til at sidde ved siden af Sanne B. som havde RIGTIG mange korte bambus-strømpepinde nr. 2½, lige sådan nogen som jeg bare ikke kunne undvære ret meget længere. Hun havde så mange og jeg havde ingen - en hurtig handel ved bordet, så var jeg glad og Sanne havde lidt mindre pinde.
Nu er jeg ved at pakke kufferten igen. Manden og jeg biler en tur til Sverige her sidst på eftermiddagen. Mindste mand skal på ferie hos Steens forældre, mens vi andre gør Sverige usikker. Håber at posten kommer forbi med noget garn til mig, så jeg kan begynde på en ny sweater, ellers så ryger der 300 g kauni garn med i bilen i stedet for. Ellers vil jeg bare sige, at jeg selvfølgelig møder op til en dejlig week-end i Svendborg næste år.........glæder mig allerede.
onsdag, oktober 12, 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hej igen min ven og tak for sidst, det var som altid en fornøjelse at blive udsat for dine spydigheder og sarkasme, og pegefinger-hån *GGG*
SvarSletKnus fra Viv